Skip to content

Det fik jeg med fra INBOUND 2019

Som optakt til verdens største inbound-konference, INBOUND 2019 i Boston, udloddede vi tre billetter til konferencen, og én af de heldige vindere var Maria Gravesen, som er Marketing Manager Nordic hos B&R Industrial Automation.

Vi har spurgt hende, hvad hun fik ud af turen.

Hvad var dine forventninger, da du tog afsted?

"Det var helt klart at få de seneste nyheder indenfor content marketing - og at møde engagerede mennesker, der arbejder inden for det samme felt som mig.

Mit primære fokus er på marketing og kunderejsen, mens selve automation-delen mere er en funktionalitet, som skal fungere, så vi får skabt muligheder for dialog og data til at agere ud fra.

Og jeg er ikke skræmt af de mere tekniske aspekter; jeg arbejder jo i en branche, hvor netop automation fylder en del, og det interesserer mig, hvordan man kan koble den klassiske marketingdisciplin sammen med en de mere tekniske værktøjer."

Hvad er det største takeaway for dig?

"At marketing har et ansvar for at tage hånd om hele salgsprocessen. Når Marketing bliver datadrevet, er Marketing og Salg nødt til at hænge sammen, hvis man som virksomhed skal lykkes med at nå sine mål.

Det er afgørende, at alle kigger på de samme data, har et fælles mål og har et digitalt udgangspunkt. Vinderne er dem, der formår at reducere friktionen og gøre kunderejsen nemmere. Og så står det endnu mere tydeligt, at marketing ikke skal ses som en afdeling, men en proces, som hele virksomheden er en del af."

Hvad var den største overraskelse for dig?

"Hvor meget fokus HubSpot lægger på at integrere salg og marketing. Og så blev jeg opmærksom på begrebet Account Based Marketing; den måde at det at italesætte et fokuseret salgs- og marketingarbejde på er ny for mig.

Umiddelbart kan Account Based Marketing virke som en decideret modpol til automatiserede workflows, men det er afgørende at anerkende, at nogle kundeemner skal bearbejdes på en anden måde.

Og så kan man i øvrigt sagtens automatisere sin ABM-tilgang, så reelt er der ikke tale om en konflikt mellem tilgangene."

Hvordan kommer du til at bruge det, du har fået med fra Boston, i din hverdag?

"Jeg kan mærke, at jeg er blevet bekræftet i nogle fornemmelser, jeg har haft længe. Jeg har fået en sikkerhed i mine holdninger - det er ikke kun mig, der tænker sådan her, men hele salgs- og marketingverdenen.

Så ét er, at jeg har fået nogle grafer og slides med hjem, som jeg kan bruge i morgen; det primære er, at jeg er blevet mere afklaret omkring, at det, vi allerede gør, er det helt rigtige."