Skip to content

Vi får snart 170 nye kolleger

Det er kun en måned siden, at vi offentliggjorde, at vi har dannet det nordiske bureau Avidly sammen med Inbound Norway fra Oslo og Doidea fra Stockholm, og nu sker der noget igen.

Vores mål har været klart fra starten – vi vil skabe verdens bedste inbound-bureau – og den ambition tager vi nu et stort skridt i retning af at opfylde. Lidt hurtigere end vi havde turdet håbe, men når en mulighed som denne byder sig til, må man forfølge den. 

Vi har underskrevet et såkaldt Letter of Intent sammen med det finske bureau Zeeland Family, som er et af Finlands største bureauer og også HubSpot Diamond Partner.

Essensen af det er, at vi planlægger at slå de to virksomheder sammen – i praksis gennem et opkøb fra Zeeland Familys side – og skabe et nyt, stærkt bureau. Rammerne er aftalt, og over de kommende måneder skal detaljerne på plads. 

Skal godkendes i juni 2018

Det er vigtigt at understrege, at sammenlægningen ikke er en realitet endnu. Det bliver det først, hvis Zeeland Familys generalforsamling godkender det på en ekstraordinær generalforsamling i juni. At vi går ud med det nu, skyldes at Zeeland Family har været forpligtet til at offentliggøre det – bureauet er nemlig børsnoteret på Nasdaq First North i Helsinki.

Zeeland Family er 170 medarbejdere i dag, og hvis sammenlægningen bliver gennemført som planlagt, bliver vi i alt 215. Heraf vil omkring 70 arbejde dedikeret på inbound marketing, og det bringer os helt i top størrelsesmæssigt blandt verdens inbound-bureauer.

Nu er stort jo ikke nødvendigvis godt, men vi er overbeviste om, at denne udvidelse vil styrke os markant. Først og fremmest er det dygtige folk, og da det finske marked er lidt længere fremme i forhold til at tage inbound marketing og marketing automation til sig end de øvrige nordiske lande, kan vi lære en masse af deres erfaringer. 

En selvstændig inbound-division

Selskabet vil komme til at bestå at to relativt uafhængige divisioner – en inbound marketing-division, som vi fra det nuværende Avidlys side skal drive, og en Full Stack Marketing-division, som har været Zeeland Familys primære fokus indtil nu, og som fortsætter som vanligt. 

Det er inbound-divisionen, der primært vil skulle levere væksten og den fremtidige internationale ekspansion. Planen er at få flere bureauer under vingerne, og i den forbindelse er der planlagt en dobbelt børsnotering i oktober, hvor det nye bureau skal noteres på Nasdaq i Stockholm. Her skal en aktieemission efter planen tilføre selskabet 10 millioner euro, som øremærkes til ekspansion.

Som Zeeland Familys CEO Tuomas Airisto siger i den børsmeddelelse, der er sendt til børsen i Helsinki:

”Vi har arbejdet sammen med Avidly siden efteråret, og det har været rigtig godt at mærke, at vi deler de samme værdier, visioner og ambitiøse mål. Avidly er i hastig vækst og en førende spiller på sine markeder, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne opnå en betydelig markedsposition – også uden for Europa.” 

En spændende fremtid

Alt i alt tegner der sig et billede af en spændende fremtid, hvor vi får muligheden for at være med til at skubbe til grænserne for, hvordan god inbound marketing og salg ser ud.

Planerne ændrer for så vidt ikke noget i dagligdagen, så som kunde i butikken vil det ikke betyde andet, end at vi har fået nogle flere gode kompetencer at kunne sætte i spil. Vi følger den strategi, vi hele tiden har fulgt, og selv om det unægtelig går stærkt lige for tiden, så holder vi kursen.