Skip to content

4 videoformater, som skaber værdi i din B2B-virksomhed

5 mins read

Ofte sætter små budgetter og manglende kompetencer en stopper for virksomheders visioner om at bruge mere video. Og det er synd, for video behøver ikke altid være flotte billeder og ekstravagant klipning. Faktisk kan du sagtens selv skabe værdi for din virksomhed med det udstyr, du allerede har - og uden at erhverve dig de helt store videokompetencer.

Her vil jeg gennemgå fire videoformater, som ikke nødvendigvis kræver andet end et godt webcam (det, der sidder i nyere laptops, er oftest helt fint) og eventuelt en knaphulsmikrofon. Du får en introduktion til hvert format sammen med en lille tjekliste med best practices og et konkret eksempel. Så er det bare op til dig at komme i gang. God fornøjelse!

1. Video i salgsmails

I en salgssituation har du én til én-kommunikation med modtageren, og dit formål vil oftest være at starte en personlig samtale. Her er video et super format at arbejde med, for hvor tekst kræver en høj grad af engagement fra læseren, så er video et format, der er let at fordøje for de fleste - du kan altså "slippe af sted" med at sige mere, hvis du gør det på video.

Ikke alene gør du det nemmere for modtageren at forholde sig til dit budskab, men du skaber også en helt anden, og mere personlig, relation ved at træde frem på skærmen frem for at være usynlig bag en mur af tekst.

Brug for eksempel video til at række ud til en mulig kunde for første gang, til at præsentere et tilbud eller til at takke en kunde for at vælge din forretning til et fremtidigt samarbejde. 

Sådan gør du

Først og fremmest er det vigtigt, at du ikke virker opstillet eller kunstig - så husk for alt i verden at slappe af og være dig selv. Sæt din video sammen, så den føles naturlig for dig, men inkludér følgende:

  • Dit navn
  • Din titel
  • Din virksomhed
  • Grunden til at du kontakter vedkommende
  • Et særligt tip, som du tror, vedkommende vil have gavn af (du kan eventuelt linke til materialer i e-mailen. Hvis du gør det, så nævn det i videoen)
  • En henvisning til hvad du ønsker, at vedkommende skal gøre efter at have set videoen (ringe til dig, udfylde formularen, svare på e-mailen, etc.)

Eksempel

Nedenfor ser du et godt eksempel, hvor sælgeren Morgan fra det amerikanske bureau Terminus laver et outreach til en mulig kunde. Tag et kig. Der er helt klart inspiration at hente.

 

Tip

For at lykkes med at få modtageren til at åbne din video, kan det være en god idé at have en thumbnail, der indikerer, at videoen er lavet personligt til ham eller hende.

Hold for eksempel et stykke papir op foran skærmen i starten af videoen med vedkommendes navn, og brug det som thumbnail.

Vil du have flere gode idéer til at blive mere synlig på nettet? Så få vores  guide til indholdsdistribution i inbound marketing lige her.

2. Video i e-mail-signaturen

Du har sikkert en email-signatur, som automatisk bliver sendt med, hver gang du sender en email. Den indeholder nok allerede informationer som dit navn, din titel, din virksomhed og dine kontaktinformationer. Måske har du også sneget et logo ind i den, og hvis du har gjort ekstra meget ud af den, så er der også et billede af dig selv.

Du eller din virksomhed har garanteret udarbejdet firmaets signaturer med formålet om at gøre modtageren klogere på, hvem de ansatte i din virksomhed er. Men det kan du selvfølgelig gøre endnu bedre med video.

Du skal ikke nødvendigvis udskifte de signaturer, I allerede har, men du kan tilføje en call to action (CTA), som fører videre til en side med information om dig til dem, der har lyst til at vide mere om dig. På denne side har du selvfølgelig en video, hvor du kort præsenterer dig selv.

Sådan gør du

  • Optag en video, hvor du introducerer dig selv – inkludér gerne noget personligt, som ikke handler om dit arbejdsliv
  • Lav en personlig side på dit website, og læg din video op her 
  • Lav et billede med en playknap på – gerne med et stillbillede fra din video
  • Læg billedet ind i din signatur og link, igennem billedet, til siden med din video  

Eksempel

Jeg fik inspirationen til at skrive dette blogindlæg under den årlige INBOUND-konference i Boston, hvor jeg deltog i en session om netop brug af video i salg og marketing. Derfor er det på sin plads at bruge min inspirationskilde som eksempel. Han hedder George B. Thomas, og han kommer fra bureauet Impulse Creative. Her er hans email-signatur. Når man klikker på signaturen, møder man George B. Thomas, der præsenterer sig selv på video, hvilket giver et personligt indtryk af, hvem manden bag e-mailen er.

George B. Thomas signature-1

Tip

Hvis du bruger en software som Terminus, kan du selv bestemme, hvem der skal se din CTA i e-mailsignaturen.

Det kan være, at du kun vil vise denne CTA til folk, du ikke har e-mailet med før og en helt anden til eksisterende kunder eller folk, du allerede er i dialog med.

3. Video på landing pages

Én af fordelene ved video er som tidligere nævnt, at folk kan få dit budskab leveret uden at skulle investere det helt store engagement i det.

En best practice for landingpages er, at det skal være hurtigt og nemt at afkode værdien af det indhold, man får for at give sine oplysninger væk. Derfor er video på landing pages helt ideelt.

Video øger den mængde af tid, som folk bruger på dit website, og det betyder, at du får længere tid til at forklare værdien af det, de får, hvis de udfylder formularen.

Derudover skaber du tillid ved at vise dit ansigt og tale direkte til modtageren. Prøv at teste det på nogle enkelte landing pages, og se, om du får en bedre konvertering. Det er jeg overbevist om, at du gør!

Sådan gør du

En video til en landing page kan have flere forskellige formater. Måske vil du bare stille dig frem og fortælle om indholdet, men det kan også være en fin idé at have en lille skærmoptagelse med, hvis du for eksempel tilbyder en demo eller lignende.

  • Fortæl, hvad modtageren får ud af det, du tilbyder på din landing page
  • Husk altid at fortælle, hvad de skal gøre for at få indholdet (udfylde formularen eller svare på spørgsmålet i din bot)
  • Hold videoen kort - gerne under et minut afhængig af, hvad du præsenterer

Eksempel

Her hos Avidly har vi selv implementeret videoer på de fleste landing pages med god effekt. Her får du et eksempel, hvor vores Head of Sales Enablement, Jesper Toft, præsenterer vores guide til at lave et sales play

 

Tip

Du kan også bruge video til at give dine besøgende mulighed for helt at springe din landing page over ved at lægge en formular direkte i videoen. På den måde kan du gøre en hvilken som helst side til en konverteringsmulighed. Hvis du bruger HubSpots Marketing Hub er denne funktion en del af videodelen.

4. Video som turguide på dit website

De færreste websites er så nemme at navigere på, så brugerne altid finder det, de kom efter. Et website er i dag mere end blot dit udstillingsvindue - det er ofte også her, dine kunder stifter bekendtskab med din virksomhed første gang. Skal vi ikke give dem en virkelig god service, nu de er der?  

Forestil dig, at en besøgende netop har læst et blogindlæg om et emne, som du har meget indhold om. Måske har du oven i købet et stykke indhold, der går meget mere i dybden med det emne, som den besøgende netop har læst om. Hvorfor så ikke pege dem i retning af det relevante indhold med en lille video?

Det kan også være, at der er steder på dit website, hvor folk ofte falder fra. Du kan ikke redde en dårlig brugeroplevelse med en video, så undersøg først, om der er noget grundlæggende på siden, der ikke fungerer.  

Når de største fejl og mangler er ryddet af vejen, så undersøg, hvad der gør, at folk går i stå eller falder fra. Har de brug for at snakke med nogen fra din virksomhed? Har de brug for en henvisning til, hvad næste skridt er? Er der værktøjer på dit website, som de ikke ved, hvordan de skal bruge? Disse barrierer kan du fjerne med en video på siden, der fortæller, hvad de skal gøre for at komme videre.

Sådan gør du

  • Identificér, hvor dine kunder går i stå eller falder fra på dit website
  • Dan dig et overblik over, hvordan du kan hjælpe vedkommende i de situationer, du har identificeret
  • Lav en video for hver af de scenarier, der giver mening for dig at bruge tid på. Husk at hjælpe med præcis den udfordring, som vedkommende leder efter
  • Indsæt din video på den pågældende side

Eksempel

En chatbot behøver ikke nødvendigvis at komme frem på alle dine sider, hver eneste gang nogen kommer ind på dit website. 

Du kan sætte en lang række betingelser for, hvornår din bot skal vises. Eksempelvis hvis de kommer fra en bestemt kilde (sociale medier eller lignende), hvis de kommer fra et bestemt land, eller du kan bestemme, at den kun skal vises på en bestemt side.

Se nede i højre hjørne, hvor du finder en bot, jeg har lavet alene til dette blogindlæg, og som kun kan findes på denne side.

Jep - der er en video i den. 😜📽️ 

Tip

Du kan implementere din turguide som en bot, der dukker op med din video, hvis en besøgende har været på en bestemt side i et vist antal sekunder uden at have foretaget sig noget.

Guide til strategi for inbound salg og marketing CTA