Skip to content

Derfor kan SEO og inbound marketing ikke skilles ad

2 mins read

Lad os lige få én ting på det rene først: SEO og inbound marketing er ikke én og samme ting – SEO er derimod et led i en inbound marketing-strategi, og det er svært at forestille sig inbound marketing give en særligt god ROI uden SEO.

Inbound marketing handler om at tiltrække leads og hjælpe dem igennem deres købsrejse. SEO sørger for, at dine leads finder dit website, når de googler efter løsninger på et problem, som du kan hjælpe med. Selvom Google i stigende grad lader betalte søgeresultater dominere, så har de organiske søgeresultater stadig en stor betydning for, om du bliver fundet i de søgeresultater.

Inbound marketing og SEO er altså svære at skille fra hinanden. Lad os kigge lidt nærmere på hver af parternes træk - og hvordan de sammen tiltrækker flere besøgende til dit website.

Hvad er SEO?

Søgemaskineoptimering (SEO) handler om at få organisk synlighed i de søgeresultater, der er relevante for dine potentielle kunder. Med organisk mener vi, at du ikke betaler for din synlighed. For at få organisk synlighed skal du optimere dit website, så både søgemaskinerne og dem, der søger forstår, at du har de oplysninger, de leder efter.

Dette er ikke en nem opgave, og der er flere ting, som skal være på plads, hvis du vil klatre til tops i listen af søgeresultater – især hvis der er stor konkurrence om topplaceringerne på markedet, du opererer på. SEO omfatter:

  • Relevant indhold
  • Optimering af dine sider
  • Link-building
  • Søgeord og centrale temaer

Her vil vi gå ind i de helt overordnede tematikker, du skal have styr på, hvis du vil arbejde med SEO og inbound marketing.

Hvordan kommer man i gang med at søgemaskineoptimere? Hvad skal man have styr  på? Det har vi et godt bud på. Få din tjekliste med de 10 ting, du bør  prioritere at gå i gang med først.

Hvad er inbound marketing?

Inbound marketing er den diametrale modsætning af outbound marketing. I inbound marketing, starter du med at identificere, hvilke personer, du ønsker at nå, hvad de gør, hvad de bekymrer sig om, hvordan de opfører sig online, og hvilke spørgsmål de ønsker at finde svar på. 

Derefter producerer du indhold, der svarer på disse spørgsmål og møder de potentielle kunder, der hvor de er i købsprocessen. Inbound marketing handler kort sagt om at levere brugbar information til dine potentielle kunder på det rigtige tidspunkt. Metoden består af fire trin: Tiltrække, konvertere, sælge og begejstre. For hvert trin giver man de potentielle kunder forskellige oplysninger, baseret på hvor de befinder sig på det, vi kalder købsrejsen.

Læs mere om, hvordan inbound marketing guider kunden igennem købsrejsen her

Hvordan hænger SEO og inbound marketing sammen?

Inbound marketing er en omfattende metode, der indeholder flere elementer. Et af disse elementer er SEO. Relevant indhold er en af nøglerne til at rangere højt i søgemaskiner, og samtidig skal dit indhold optimeres, så både besøgende og søgemaskiner forstår, hvad du har på dit website – og finder det relevant og værdifuldt.

En vigtig del af processen med at udarbejde personaer og det indhold, vi skriver til dem, er en analyse af, hvilke ord og udtryk de bruger, når de søger information relateret til branchen eller de tjenester, som din virksomhed tilbyder. 

Efter at have fundet ud af, hvilke søgeord du vil optimere på, er næste skridt at lægge en strategi for, hvordan du kan rangere højere i disse forskellige søgninger. I denne fase ser vi på, hvad du allerede har, og hvad du mangler for at optimere dit website til hvert enkelt søgeord.

Vi anbefaler at gruppere dine søgeord, så de tilsammen udgør et emne, som du så kan gå i gang med at behandle. Find det søgeord, der bedst beskriver emnet, og lad det være det centrale ord på en såkaldt pillar page. Brug den side til at komme omkring emnet bredt, og link ud til mere dybdegående stykker indhold, der behandler dine underemner. Måske har du en side på dit website, der kan struktureres, så den også fungerer som en pillar page eller måske er det på tide at sætte dig til tasterne for at skabe nyt, relevant indhold.

En langsigtet strategi

Inbound marketing adskiller sig markant fra traditionel markedsføring, fordi metoden arbejder ud fra et mere langsigtet perspektiv. En af forudsætningerne for at få inbound marketing til at fungere optimalt er at opbygge en indholdsbase, der konstant driver organisk trafik til dit website.

Ifølge HubSpot bør mindst 30% af din trafik være organisk, for at du kan få en høj nok ROI på inbound marketing. For at opnå dette, nytter det ikke noget blot at skrive et par blogindlæg og tro, at den så er hjemme. Det kræver løbende optimering og indholdsproduktion. 

Derudover skal du foretage grundige analyser, så du tiltrækker de rigtige mennesker. Du kan ikke bruge en masse trafik til noget, hvis det ikke genererer de rigtige kunder. 

Det tager tid at klatre op til Googles første side, men dermed ikke sagt, at det er umuligt. Ved at arbejde systematisk med indhold og at implementere SEO i alle faser af din strategi, vil du opleve bedre og mere effektive resultater af din inbound marketing.

God arbejdslyst!

Har du styr på søgemaskineoptimering? Få din tjekliste til SEO