Behøver din virksomhed at lave video? Svaret er 'ja', det gør den. Kalenderen skriver 2019, og...
Dine tekster er under pres, og det er du sandsynligvis også. I hvert fald hvis du endnu ikke har overvejet at ansætte en videomand og i øvrigt ikke ser dit firma - uanset hvilken branche du er i - som en medievirksomhed.
Sådan lyder det fra Marcus Sheridan, der sælger swimmingpools ved siden af sin inbound marketing-konsulentvirksomhed, men som karakteriserer begge sine firmaer som medievirksomheder.
”Man kan sige, at jeg har et swimmingpool-firma og et salgs- og marketingfirma. Men i virkeligheden har jeg et mediefirma, som tilfældigvis er specialister i pools, og et mediefirma, der er specialister i salg og marketing. Fordelen ved at betragte dig selv som en medievirksomhed er, at du bliver nødt til at træffe beslutninger, der får dig til at tænke digitalt på vegne af dine kunder,” siger Marcus Sheridan.
Den digitale fremtid er nu
Den digitale tankegang presser sig på ifølge Sheridan. Faktisk er den så langt fremme, at vi allerede nu bør forholde os til den på helt praktisk vis.
”Inden for to år vil 60% af alle søgninger være baseret på lyd, fordi søgemaskinerne efterhånden kan afkode det, der bliver sagt i eksempelvis videoer. Og selv om jeg elsker tekst og det skrevne ord, er det ikke her, fremtiden ligger,” siger Marcus Sheridan, der helt konkret mener, at vi skal til at skrue ned for tekstproduktionen og op for videokameraerne.
”Vi er på vej mod et visuelt baseret samfund, og det betyder, at vi skal være rigtig gode til video, og snart skal vi være rigtig gode med virtual reality. I dag laver vi alle en del video med vores mobiltelefoner – simple setups, som ikke rigtig kan kaldes en produktion – men selv disse simple videoer kan påvirke mange mennesker. Uanset om vi kan lide kameraet, skal vi stille op og lave video; det forventer køberne simpelthen,” siger Marcus Sheridan, der mener, at videomediet kan hjælpe det gamle kommunikationsmundheld ”show it – don’t tell it” på vej.
”Nu skal du til at vise, at du giver god kundeservice i stedet for bare at sige det. Jeg har to virksomheder, og ingen af dem er vildt store. Men de har begge en videomand på fuld tid, og jeg forudser, at de fleste organisationer kommer til at gå i samme retning inden for de kommende år,” siger Marcus Sheridan.