Skip to content

4 tips til at få succes med cases i din markedsføring

2 mins read

Kundecases er både effektive og troværdige – og du ved måske allerede, hvorfor de virker, og hvordan du får mest muligt ud af dem.

Men hvordan bruger du dine cases – altså sådan helt lavpraktisk? 

Her får du 4 simple men effektive måder, du kan flette dine kundecases ind i din markedsføring.

1. Vigtigt: Saml dine cases ét sted på hjemmesiden

Dine potentielle kunder leder aktivt efter kundecases, når de besøger din hjemmeside. Derfor er det virkelig vigtigt, at dine cases er samlet ét sted på hjemmesiden, hvor de er nemme at finde. For eksempel under et særskilt menupunkt ved navn ”Cases” eller lignende.

”Vi kan mærke, at jo flere cases vi har, jo lettere er det at tiltrække nye kunder, fordi vi har noget konkret at forklare vores produkt ud fra.”

- Kasper Oldby, direktør, Dansk Faktura Børs

Det lyder måske som logik for buræg. Men vi ser en del virksomheder, der i stedet smækker casene op som ”nyheder” i hjemmesidens nyhedssystem – med det resultat, at casene med tiden forsvinder længere og længere ned i nyhedsarkivet, indtil der skal sendes bud efter en garvet internetarkæolog for at støve dem frem igen.

Pro tip: Sæt dine kundecases visuelt lækkert op: Gør teksten overskuelig med tydeligt markerede mellemoverskrifter og bryd teksten op i spiselige blokke – en tommelfingerregel er 3-4 linjer per blok. Brug så vidt muligt også billeder og/eller grafik, som relaterer sig til kundecasen. Et godt portrætfoto af kunden øger desuden troværdigheden.

2. Strø kundecitater ud over din hjemmeside

Cases er ikke kun effektive i fuld form – kundecitaterne fra dine cases er i sig selv stærke virkemidler, der krydrer dit indhold med social proof og tilsætter saft og kraft til dine ord.

Hiv derfor gerne citater ud af dine cases og placer dem som grafiske elementer rundt omkring på hjemmesiden. I princippet hvor som helst, men for eksempel på:

  • Forsiden. Med et par stærke kundecitater, som siger noget om din virksomhed, etablerer du dig fra start som et seriøst foretagende, der er værd at kigge nærmere på. Du kan også bruge et par citater, der fortæller noget spændende om dit produkt – for eksempel at det har skabt et meget konkret og opsigtsvækkende resultat. På den måde pirrer du den potentielle kundes nysgerrighed for at vide mere om produktet.
  • Produktsider/servicesider. Brug citater, som siger noget om fordelene ved produkterne, og/eller om de udfordringer, produkterne har løst for kunden. Det viser, at dit produkt rent faktisk har gjort en forskel i virkeligheden. Du kan også lave en teaser, som linker ind til den fulde kundecase.
  • 'Om os'-siden. Brug for eksempel citater til at underbygge dine påstande om din virksomhed. Hvis du eksempelvis slår dig op på en helt fænomenal kundeservice, så hiv et citat eller to ind, hvor kunderne roser din service.

Pro tip #1: Lad eventuelt citaterne linke ind til hele kundecasen, hvor de stammer fra, så nysgerrige sjæle kan læse mere.

Pro tip #2: Udover at give dit digitale indhold ekstra troværdighed kan citaterne fungere som et visuelt element, der bryder tekst og andet indhold op.

Vil du have flere gode idéer til at blive mere synlig på nettet? Så få vores  guide til indholdsdistribution i inbound marketing lige her.

3. Brug cases som historier i dit nyhedsbrev

Velfortalte kundecases kan være inspirerende historier, som egner sig godt til et nyhedsbrev – enten som hovedhistorie eller sidehistorie.

Hvis dit nyhedsbrev i denne måned for eksempel tackler en specifik udfordring, som mange af dine kunder står med, så er det oplagt at vedlægge et uddrag af en case, som fortæller, hvordan du løste en lignende udfordring for en kunde.

Ligesom på din hjemmeside kan du også smide et citat eller to ind undervejs i nyhedsbrevet. Husk at bruge citater, der relaterer sig til det, du skriver om.

4. Styrk din salgsdialog med cases


”Casehistorierne er vigtige for os. Vi laver løsninger på en speciel infrastruktur, hvor målgruppen ikke umiddelbart kender mulighederne, og casene er en måde at vise, hvad vi kan, og værdien af det, vi laver. Vi får løbende henvendelse fra kunder, der refererer til vores casehistorier.”

- Rasmus Kjærgaard, salgschef, Signaturgruppen A/S

Cases fungerer som et aktivt støtteben i din salgsdialog.

Når du lige har fået kontakt til en potentiel kunde, hjælper kundecases med at validere din virksomhed over for kunden – kunden kan se, at du allerede har lavet den her løsning for lignende virksomheder med tilfredsstillende resultater til følge.

Undervejs i salgsdialogen gør casene det nemmere for din potentielle kunde at forstå dit produkt eller din ydelse, hvilket hjælper ham med at træffe en købsbeslutning.

Cases er især til gavn, hvis du sælger et komplekst produkt, som er vanskeligt at forklare værdien af uden at bruge håndgribelige eksempler fra virkeligheden.

Brug derfor gerne dine cases, når du kommunikerer direkte til en potentiel kunde. For eksempel:

  • Som handout til salgsmødet.
  • Som flyer på messen eller konferencen.
  • Som bilag til dit salgsbrev – eller som citater i brevet.
  • Vedhæft dem i din maildialog med kunden.
  • Vedlæg dem sammen med dit tilbud – og læg eventuelt små citater ind undervejs i tilbuddet, hvor det passer.

 
Få 27 tips til leadgenerering - download guide